Styreskabe er overflødige – Det nye digitale indgangsmodul til SafetyBUS p er helt støv- og vandtæt

Indgangsmodul til SafetyBUS p, der er helt støv- og vandtæt

Ostfildern, 26/11/2007

Pilz har udviklet et nyt digitalt indgangsmodul til det sikre, åbne bussystem SafetyBUS p, som sammen med dets M12-tilslutninger opfylder kapslingsklasse IP67. Det kan installeres direkte på maskinen og gør således styreskabet overflødigt. Dermed reduceres besværet med planlægning og installation, hvilket sparer meget tid. Monteringen er helt enkel uden besværlig ledningsføring. Færdigfremstillede, indstikbare forbindelsesledninger hjælper med til på forhånd at undgå fejl i ledningsføringen. Indstikbare tilslutninger letter desuden vedligeholdelse og udskiftning.

Indgangsmodulet overvåger sikkerhedsfunktioner decentralt på feltniveau og kommunikerer med det programmerbare styringssystem PSS via SafetyBUS p. På denne måde er det muligt at modulopbygge maskiner og anlæg.

Modulet har 16 sikre indgange, der er velegnet til tilslutning af en- og tokanals sikkerhedsrelaterede følere med eller uden testpulser.
Der kan parametreres fire forskellige testpulsudgange. Der er integreret en jordingslaske til tilslutning af funktionsjording, som der etableres forbindelse til med fastgørelsesskruerne. Indgangsmodulet kan kaskadekobles med enkle stikledninger til SafetyBUS p og spændingsforsyningen og opfylder kategori 4 i henhold til EN-954-1 samt SIL 3 i henhold til IEC 61508.
Indgangsmodulet egner sig til det udvidede temperaturområde -40°C til +60°C. Det giver mulighed for anvendelse i ekstreme omgivelser uden behov for ekstra applikationer som klimatisering af et styreskab.

Med det sikre bussystem kan PSS-styringssystemerne samt sensorer og aktuatorer sikkert og enkelt sluttes til samme netværk. SafetyBUS p anvendes inden for mange forskellige brancher som f.eks. bilbranchen, transportteknik, træbearbejdning og emballeringsmaskiner.