Hurtigere levering til det asiatiske marked – start på bygning af produktionssted i Kina

I den kinesiske by Jintan udvider Pilz sine aktiviteter ved at bygge et nyt produktionssted. Dermed kan automatiseringsvirksomheden hurtigere levere varer til kunder i Asien og Stillehavsområdet.

Ostfildern, 24/04/2014

Med et festligt spadestik påbegyndte automatiseringsvirksomheden Pilz byggeriet af deres eget produktionssted i Kina. Den nye fabrik bygges i Jintan (provinsen Jiangsu). Den komplette leverandør af sikker automatisering vil i fremtiden herfra kunne levere varer til sine kunder i Asien og Stillehavsområdet endnu hurtigere.

Den kinesiske fabrik med over 9.000 kvm produktions-, kontor- og lagerareal er det første Pilz-produktionssted uden for Europa. Her starter produktionen fra første kvartal 2015.

"Den nye fabrik er en vigtig milepæl i Pilz-virksomhedsgruppens historie. Vores engagement i Kina afspejler det asiatiske markeds stigende betydning for automatiseringsteknikken", udtaler Thomas Pilz, administrerende direktør og indehaver af Pilz GmbH & Co. KG, i anledning af det første spadestik. Ceremonien blev afholdt i overværelse af repræsentanter for bystyret i Jintan, de planlæggende og udførende virksomheder samt Rachel Wang, direktør for Pilz i Kina.

Fabrikken opføres i Jintan, i provinsen Jiangsu i det østlige Kina. Provinsen nordvest for Shanghai er en af landets økonomisk mest aktive regioner.